Scenariets opbygning

Altid Frejdig består af seks akter, der følger Hedebæk fra 1940 til 1945.

Hver akt er et nedslagspunkt i besættelsen for landsbyen, hvor alle er samlet på kroen Egeskoven til et arrangement, der altid indledes med fællessang.

Under spillet, i mellem akterne, vil rollerne blive præsenteret for valg udefra – begivenheder, nyheder eller krav – som de skal tage stilling til, og som kan få konsekvenser både for dem selv og for hele Hedebæk.

Der anvendes blackbox-scener som en del af spillets rammer og bliver forklaret nærmere i workshoppen før spillet.

Hver akt slutter, når luftalarmen går – en påmindelse om, at krigen aldrig er langt væk.

Selve scenariet starter og slutter med sangen “Altid Frejdig når du går”.

Akt 1 – 1940
Rejsegildet for kroens nye udbygning er i fuld gang. Smørrebrødet er lagt på fade, og latteren sidder løst, indtil radioen bryder igennem med særmeldingen: Danmark er besat. Stemningen skifter brat. Nogle håber stadig, at samarbejdspolitikken kan sikre freden, mens andre mærker uroen brede sig. Der tales om de mennesker, der døde under overtagelsen, og om, hvordan man bedst kan stå sammen i en tid, hvor fremtiden er usikker.

Akt 2 – 1941
Sankt Hans-bålet knitrer, og midsommervisen synges, men snakken kredser om arrestationen af 168 kommunister, oprettelsen af Frikorps Danmark og den nye lov mod kommunistisk virksomhed. Nogle ser modstand som en nødvendighed, andre mener, at ro og orden bør komme først.

Akt 3 – 1942
Man er samlet for at mindes Thorvald Stauning. Hans død føles som et farvel til en tryghed, der allerede var skrøbelig. Schalburgkorpset er blevet oprettet, og statsministeren har talt imod sabotage. For nogle lyder det som beskyttelse af landet, for andre som et svigt.

Akt 4 – 1943
Juletiden har bragt folk sammen på kroen, men er der også plads til hyggen? Året har været præget af regeringens afgang, genindførelsen af dødsstraffen, deportationen af danske jøder og den første stikkerlikvidering. Der tales om flugten af næsten 6.000 jøder til Sverige, om faren ved at hjælpe, og om de officerer, der advarede danskerne. Nogle mener, at likvideringer er nødvendige, andre frygter, at det kun vil føre til mere vold. Stemningen i Danmark er tung, selv ved noget så festligt som juletid.

Akt 5 – 1944
Folk er samlet for at få de nye rationeringsmærker. Året har bragt mordet på Kaj Munk, generalstrejke, nedbrændte værnemagerbutikker og et Danmark uden politi. Hipo-korpset patruljerer nu gaderne. I Danmark diskuterer man, om strejker og sabotage er prisen værd, eller om man risikerer at miste mere end man vinder.

Akt 6 – 1945
Der går rygter om breve fra dem, der blev taget året før. Man samles på kroen for at høre nyt, mens verden udenfor ændrer sig hurtigt: Flygtninge fra øst ankommer, Shellhuset er bombet, og fejlangrebet på Den Franske Skole har kostet mange børn livet. Nogle ser flygtningestrømmen som et tegn på Tysklands svækkelse, andre frygter, hvad de mange nye munde vil betyde for landet.